Store Mariendals historie 3
Store
Mariendal
Midt i smørhullet
System med 12 kanter svarende til årets måneder, med
lige så mange vinduer, som der er uger i året og med lige
så mange vinduesruder, som der er dage i året. Derfor
kaldte man det >>Tolvkanten<< eller
>>Kalenderhuset<<. I dagville man sige, at St.
Mariendal var en ualmindelig klart udformet,
arkitektonisk komposition efter det 18. århundredes
teoretiske metode. Midt imellem de to landsteder St.
Mariendal og Ll. Mariendal lå ved hovedstadens yderste
norlige grænse et lille hus kaldet Sandhuset, hvor der i
1700-tallet blev udskænkningssted. Det fik navnet
>>Slukefter<< for her kunne skovgæsterne få den
sidste tår, inden de kom tilbage til byen. Beværtningens
specialitet var gammelt øl med en pind, stærkt, lagret øl
med tilsætning af en snaps rom. >>Slukefter<<havde
sin popularitet helt til nedrivningen i 1898 og navnet
levede videre i den nye restaution >>Gamle lukefter<<.
Velstående familier i 200 år Philip de Lange lod en tid St.
Mariendal bebo af den spanske minister i Danmaek og
efter de Langes død kom gården på aktion, og fra 1771,
og til gården blev udstykket i 1872, var Store Mariendal
sommerbolig for velstående familier, bl. a. kgl. rebslager
Peter Applebye, oversekretær F. Chr. Rosenkrantz
direktør for Den Kongelige Bank Johan Niklai Tetens,
generalmajor Oxholm og sidst silke- og textilhandler,
kommunalbe-styrelsesmedlem Johan Christian Lund. I
1872 blev Store Mariendal udstykket, hvorefter grundens
areal blev formindsket til sin nuværende størrelse.
Ejendommen benyttes som landsted nogle år, indtil
kaptajn Knud Rasmussen kort før år 1900 lod indrette
restaurant med tilhørende musikpavellion i haven. Over
for Store Mariendal lå dengang Sporvejsselskabets stalde
og remisser samt Tuborgpavillionenmed den store
Tuborgflaske, der endnu står
Store Mariendal omkring år 1900, hvor der var hotel- og
restaurationsvirksomhe